Vær med til at gøre en forskel - bliv frivillig hos os
Har du lyst til at være frivillig her på Hospice Sydfyn, så kan du nedenunder læse om de forskellige frivillige grupper vi har her. Man kan sagtens være med i flere grupper som frivillig.
Haveholdet
Frivillige på haveholdet mødes hver onsdag i foråret, sommer og efteråret.
Frivillige hjælper med at gøre det pænt i drivhuset og i haven og sørger for stedets sensehave er velplejet og fin og det er altid en fornøjelse for patienter, pårørende og andre besøgende at gå en tur i vores omgivelser.
Caféhygge og sysler
Caféhygge og sysler er en gruppe af frivillige som til dels laver kreative ting med pårørende, patienter og andre besøgende som har lyst til at hygge. Man behøver ikke at være kreativ for at delte og tit og ofte er det hyggeligt med en kop kaffe/the og et stykke lækkert kage og en god snak.
Det foregår om onsdagen fra 14.30 til 16.30 - kom og vær med. Vi glæder os til at hygge med jer.
En gang imellem vil vores frivillige ligeledes stå og bage pandekager i frokoststuen - hold øje med infoskærmen.
Blomstergruppen - Blomster og grønne planter
Frivillige er medvirkende til at bringe årstiderne ind på hospice, når de sørger for blomster og grønne planter, så der altid er noget pænt at se på.
Køkkenhjælp ved formiddagskaffen og besøgsven
Nogle frivillige kommer som besøgsven/formiddagsvagt.
Her er formålet i højere grad at være til rådighed for de patienter der gerne vil have et besøg, have en ledsager på en gåtur, eller med til tandlæge eller andre ærinder ude i byen.
Vært og værtinde - middag/aften
En del frivillige kommer på Hospice Sydfyn som vært eller værtinde omkring middagen eller aftensmaden.
De sørger for, at der bliver dækket et pænt bord.
De hjælper med at sætte maden ind.
De sørger for en hyggelig stemning ved bordet under spisningen, og at der ikke mangler noget nogen steder.
De står til rådighed for patienterne f.eks. ved at hente en ekstra portion mad, en dessert, eller hvad patienterne ellers har brug for.
Oppyntningsgruppe ved højtider og arrangementer
Omkring højtiderne er det de frivillige, der sørger for at pynte op på Hospice Sydfyn med duge, papirklip, blomster, grønt og anden udsmykning.
Arrangementsvært
Det er frivillige der hjælper til ved gudstjenester og arrangementer og som tager godt i mod vores gæster.
Ca. en gang om ugen har vi arrangementer med forskellige kunstnere, som kommer og underholder.
Bankovært
Det er altid hyggeligt her på Hospice Sydfyn, når vores frivillige afholder banko.
Det skaber en masse glæde. Der er som regel 2 frivillige på af gangen. En opråber og en som hjælper med at dele de flotte præmier ud.
Onsdagsvognen, Isvognen på stuerne og spisestuen
Vores frivillige på Hospice Sydfyn går rundt med onsdagsvognen og nogen gange isvognen. Det er til stor glæde for patienter og pårørende.
Vågetjeneste på Hospice Sydfyn
En frivillig kan tilkaldes fra vores vågetjeneste til at komme i dag- eller nattetimerne og gøre det trygt for en patient at være på sin stue.
De frivillige tilbyder aflastning. Det kan f.eks. være, at man som pårørende trænger til at komme væk fra hospice i nogle timer, og i det tidsrum kan den frivillige være til stede på stuen, så patienten ikke skal være alene.
Dagens pianist
Vi er så heldige at nogle af vores frivillige er musikalske og sidder tit i vores foyer og underholder med dejlig musik. Det er stjernestunder for patienter, pårørende og personaler.