Skip til primært indhold

Praktisk information i forhold til ophold

Her har vi samlet en masse praktisk information. Du er også altid velkommen til at spørge, hvis du er tvivl.

Medbring i videst muligt omfang hjælpemidler, tøj, toiletartikler, medicin og andet, som bruges i hverdagen.

Vi er vidende og helt forstående overfor, at en del bruger alternativ medicin, og fortsætter med dette under opholdet på hospice. Behandlingen med alternativ medicin vil være noget man selv og eventuelt familie klarer og tager ansvaret for.

Vi har erfaret at nogle patienter tager Cannabis olie som en del af deres alternative behandling. Som personale har vi forståelse herfor. Det er dog vigtigt at vi bliver informeret om brugen, da det kan påvirke den medicin, der er læge ordineret.

Personalet må ikke hjælpe med at dosere eller give alternativ medicin

Som udgangspunkt sendes det private vasketøj med pårørende hjem til vask, men det er om nødvendigt muligt for de pårørende at vaske tøjet her i vores vaskerum. Vaskemaskine, tørretumbler samt neutralt vaskepulver er til rådighed.

Bestyrelsen skriver i deres vision, at:

”De fysiske rammer skal med sin arkitektoniske kvalitet understøtte dette og tage hensyn til både funktioner og stemninger, samt individualitet blandt patienter og pårørende.”

Derfor er alle ansvarlige for hjælpe med dette ved at holde orden og rydde op efter sig.
 
Rengøringspersonalet gør rent på patientstuen og det tilhørende badeværelse under hensyntagen til den aktuelle situation hos den enkelte patient.
 
Rengøringspersonalet er desuden ansvarlig for rengøringen af opholdsstuer, gang–  og fællesarealer, kontorfaciliteter, toiletter og personaleomklædningsrum.
 
I det hele taget er rengøringspersonalet medansvarlige for, at Hospice Sydfyn fremstår som et velholdt og indbydende hus.
 
For at underbygge visionen er det ambitionen, at vi på Hospice Sydfyn fastholder et højt kunstnerisk niveau, i såvel udsmykning, som i den daglige drift.
 
Dette sker i den overbevisning, at det dels vil øge kvaliteten af ophold på Hospice Sydfyn, samt styrke arbejdsglæden for såvel personale som frivillige.

 

Hygiejne:
Vi er en arbejdsplads, hvor overholdelse af hygiejne er af betydning for sundhed og velvære.

Håndvask og hånddesinfektion:

Det er altid aktuelt at foretage håndhygiejne som håndvask med vand og sæbe, når hænderne er synligt eller mærkbart forurenede.

Ellers er håndsprit mere effektivt end håndvask til at dræbe bakterier på huden. Håndsprit er skånsom mod huden fordi den indeholder plejemiddel.

På stuen og badeværelset er der opsat dispensere med sprit til hånddesinfektion.

I anretterkøkken, ved buffet i spisestuen og flere andre steder i huset er der opsat sprit-dispensere, hvor både patienter, pårørende og personale kan anvende disse.

Sprit skal du altid anvende:
 

Før du tager mad fra buffet
Før du tager kaffe, the og drikkevarer i anretter køkkenet
Når du kommer ind på stuen og når du forlader den igen

På Hospice Sydfyn serveres mad under mottoet:
 

”Ærlig mad, lavet fra bunden, og med et stort hjerte”
 
Når det er muligt indtages måltiderne i spisestuen, hvor patienter, pårørende , personale og frivillige spiser sammen.
 
Vores erfaring er, at vi får hyggestunder og gode samtaler på kryds og tværs over maden i spisestuen, mens vi nyder køkkenets gode mad.
 
Køkkenpersonalet kontakter den enkelte patient efter behov, for på den måde at tilgodese den enkeltes ønsker for måltiderne.
 
Der er mulighed for at enkelte pårørende og andre gæster kan spise med mod bestilling og betaling.

Patienter og pårørende er velkomne til at hente kaffe, te og kolde drikkevarer i spisestuen.

Brugt service sættes i kurven ved opvaskemaskinen i  køkkenet eller på vognen i spisestuen.

Det er muligt at få besøg af mindre kæledyr.

Har man et ønske om at få sit kæledyr med på Hospice Sydfyn kan det kun ske efter aftale med hospicechefen.
 
Vi kan ikke tilbyde pasning af kæledyr, og de må ikke være til gene for øvrige patienter og personale.

Vi beder om at kæledyr altid holdes i snor uden for egen stue, ikke kommer i spisestuen og at hunde ikke lftes foran terrasserne til andre stuer. Af hygiejniske hensyn beder vi om at kæledyr ikke ligger i lænestol og på sofaen.

I vindfanget forefindes klude til aftørring af beskidte hundepoter før de kommer ind i huset.

Hospice Sydfyn er et røgfrit hospice. Det betyder, at al rygning foregår udendørs.

Der er opsat skraldespande med askebægre rundt om i terrænet, og der kan udleveres askebæger til egen terrasse.
 
Patienterne kan få hjælp til at komme ud og ryge i kørestol eller seng (husk at lukke døren ind til stuen og ud til gangen).

Er man i ilt-behandling skal der slukkes for ilten!

Patienter kan hjælpes med nikotinplaster, tyggegummi eller andre erstatningspræparater.

Patienter der husker dårligt eller er svækkede, får af sikkerhedsmæssige årsager deres cigaretter og lighter opbevaret af personalet.

Patienter skal anvende brandhæmmende forklæder, når personalet skønner det nødvendigt.
 
Pårørende skal ligeledes ryge i det fri, og må ikke udsætte andre for passiv rygning. Skal selv sørge for at tømme askebægre.

I sansehaven findes en rygepavillon som kan benyttes.

APPFWU02V